Wow, sikke en løbefest!
Berlin Marathon er nok for mange et ønsket sted at løbe, noget jeg selv har ønsket mig længe. Da muligheden for at få et startnummer dukkede op, tøvede jeg ikke et sekund. Billetten var i kassen!
Efter at jeg skuffet måtte aflyse Copenhagen Marathon i maj på grund af en skade, var der fuldt fokus på træning mod Berlin. Jeg satte mig ned og lavede et træningsprogram, som så bestod af alle mulige mulige intervaller til afslappede lange ture fra 90 min til 180 min. Planlæg også et testløb 1 måned før Berlin Marathon. Testløbet gik så ud på at nå det ønskede maratontempo på et halvmaraton.
2 uger før Berlin deltager jeg i et baggårdsløb i terræn, dette var et løb, jeg ikke skulle have deltaget i så tæt på Berlin Marathon. Jeg fik en stressskade i min læg, som tvang mig til at stoppe med at træne ugerne før. Dette var et stort nederlag og meget ugunstigt for ikke at kunne gennemføre mit program, så det var meget realistisk at aflyse løbet. En uge før jeg skulle rejse, tog jeg beslutningen, jeg tager afsted, og jeg skal i gang!
Når jeg ankommer til Berlin fredag den 23. september, er der to dage til start. Jeg går hurtigt op til Expoen, hvor startnummeruddelingen finder sted. Enormt med folk, der er der på samme tid, men sikke en logistik. Stod ikke længe i kø før startnummeret var i kassen.
Inde på Expo fik jeg også prøvet kompressionsstøvler, der afspænder benene, stimulerer blodcirkulationen og reducerer muskelsmerter. Jeg tænkte, at det ikke kunne skade at prøve dette, da kalven stadig ikke var 100%. Om det hjalp tør jeg ikke svare på, men intet skal være ubevist.
Løbsdag
Jeg kan godt lide at stå tidligt op på løbsdagen, få en god morgenmad og en kop kaffe for at få systemet i gang. Starten starter først kl 09:15, så efter morgenmaden er det op på værelset og smurt med vaseline på steder, der nemt kan gnave, tape brystvorterne og pak tasken, der skal stå i mål. 07:45 var den ude af hotellet og på vej mod start. Jeg tager så metroen to stop og går op til området, hvor vi kan efterlade vores tasker. Jeg har stadig god tid, så jeg bruger den til at slappe af, drikke væske og gå på toilettet så mange gange som muligt. En halv time før startskuddet går jeg hen til startområdet og placerer mig i mit bassin C. Her er der en god og nervøs stemning, folk filmer, tager billeder og synger med på sangene, der spiller over musikanlægget.
Håret rejser sig, når startskuddet går, løbet er i gang!
De første 5 km løber jeg bare med et smil på læben og gåsehud over hele kroppen, menneskemængden langs stien er helt rå, de hepper på ALLE sammen. Hvilken atmosfære! Og den giver ikke op, der er musik, jubel overalt. Mit navn står på startnummeret, så det gav et kæmpe boost at høre fremmede heppe på Richard langs hele banen. Rygterne siger, at der burde være omkring 1.000 mennesker omkring de 42.195 meter på denne dag, og det tror jeg på.
Banen er forholdsvis flad, 59 meter i højden i alt, så dette er i bund og grund et løb for nye mennesker.
Men da min plan for en ny rekord blev justeret lidt ned efter skaden i læggen, skulle jeg bare løbe kontrolleret og nyde stemningen, som var fuldstændig ubeskrivelig. Der var enormt mange drikkestationer, så her er der ingen fare for at løbe tør for væske.
Efter 41 km runder du kvarteret og kan se Brandenburger Tor, og så er der ikke langt igen. Der har man over 1 km lige strækning hvor der er tusindvis af mennesker, det er så højt af jubel at det simpelthen SKAL opleves. Når man passerer Brandenburger Tor, har man omkring 4-500 meter tilbage, og i mit tilfælde kom der et par tårer, da jeg så målområdet. Målstregen krydses i 3:08:00, og armene er strakt i vejret.
Berlin Marathon, du er helt RÅ, og her VIL JEG vende tilbage!