Kilde: Med accept fra Runner World Norway deler vi Angelika Sverdrups historie.
For 6 uger siden vandt jeg to startnumre til Málaga Marathon via Instagram. Jeg kunne vælge afstanden; hel- eller halvmaraton. I 2019 løb jeg 2 halvmaraton (du kan læse om det her: Ecotrail og < spanstyle='text-decoration: understregning; farve: #0000ff;'>Oslo, halvmaraton ) og nogle kortere løb. Træningen har bestået af en dag om ugen med fokuseret løb op til omkring 10 km og derefter bjergvandringer i weekenden, hvor det har været muligt at løbe indendørs, når har opført sig sådan. Ellers har jeg trænet spinning en dag om ugen, styrketræning en dag om ugen og lidt roning og til. Altså ganske beskedent i forhold til specifik løbetræning. Benene har opført sig godt, når jeg har trænet denne måde.
Men så fandt jeg ud af, at jeg gerne ville have endnu et maraton på listen. Der er noget dragende ved den afstand. Sidst marathon var Transgrancanaria i 2018. Jeg besluttede mig alligevel for at vælge marathon-distancen; ny by og ny medalje til samlingen! Nu var det bare et spørgsmål om at finde en person, der var villig til at løbe, som ville slutte sig til mig og løbe sådan et maraton lige før jul, hvor alle andre har mere end nok til at forberede julen. Valget faldt på min løbetvilling Monika Kransvik. Det var hende, der fik mig gennem Transgrancanaria. Hun havde omtrent lige så lidt løbespecifik træning som jeg sidste par måneder, så det passede godt. Jeg var klar over, at dette KUN var for oplevelsen, ingen tidspres, meget gang, mål at nå, havne langt bagud på listen og få en ny medalje. Hun kunne lide ideen og mødte op! Begge var spændte på, hvordan vi skulle gøre det. "Alle" formår at komme igennem et maraton på 6 timer, hvilket var den maksimale tid. Da vi mødtes, lancerede Monika nye tanker, i hvert fald for mig; hun ville fortsætte rundt 4 timer. Ok, men ikke værre end 4,06 timer! Hvad?? 4.06 var hendes værste maratontid, og det ville hun ikke ny værste tid, jeg der havde forestillet mig en rigtig lang tur på omkring 5 timer +- jeg havde store planer om at har endnu en rigtig dårlig tid.
Da jeg vandt deltagelse, begyndte jeg at træne til maraton ved at deltage i længere løbeture, to 30 km, en halvmaraton, og et par sessioner omkring 15 km. Det føltes fint, indtil sidste session en uge før. Så havde kalvene fik nok. Derfor har jeg ikke løbet noget i den sidste uge. Jeg anbefaler ikke dette til nogen. Ved at det ikke er smart at pludselig øge mængden så drastisk, men jeg ville prøve, og det føltes fint, indtil det ikke gjorde det. (tæt øjnene og håber det går godt i princippet).
Vi var ikke de eneste løbere på flyet til Málaga. Vi endte i en klynge med blandt andet Heidi Pharo, der skulle prøve marathon-distancen for første gang og gennemførte glimrende. Hun var årets bedste i Norge med dette løb! Imponerende! Ægtefællefotograf Sylvain skulle dokumentere og yde psykologisk støtte. En anden motiverende og inspirerende person var Knut, moderator i Løpeprat på Facebook. Flyrejser går hurtigt, når du kan sidde og tude konstant om at løbe. En masse nyttig information blev udvekslet. Fra lufthavnen gik vi direkte til Expo for at hente startnummer. Det var en rodet affære og lå lidt uden for centrum. Her var det stort forbedringspotentiale!
Monika og jeg boede på det officielle racerhotel i Málaga; Ilunión, sammen med eliten. Nat til lørdag fik vi glæden ved at opleve brandalarmen. Vi blev vækket af intenst blinkende blitzlys og en hylende alarm. Vi endte endte i receptionen, hvor ingen personale ønskede at informere om noget. Vi fik også kigget på kenyanerne, eliteløberne. Det var en falsk alarm. Næste morgen droppede vi morgenkørslen, som viste sig at være smart. Vi lavede snarere vores egen sightrunning i byen. Vejret var fint, temperaturen behagelig, men lidt blæsende. Heldigvis løj det på selve løbsdagen.
Da jeg ikke havde noget mål for et bestemt tidspunkt, følte jeg ingen nerver forud for løbet. Vi jog afsted til start, ca 1,3 km og fandt vores startbod. Her var der ingen streng kontrol som i Valencia. Det var det dybest set bare dukke op og placere dig selv, hvor du ville.
Jeg trænede i 5,27 tempo de sidste 6 uger, altså en maratontid på omkring 4 timer, hvis jeg havde løbet det hele afstanden. Det var denne hastighed, vi startede ud fra. Starten var god, stien var fin, lidt spredt musikalske indslag langs ruten og jublende folkemængder nogle steder, cirka på samme niveau som ved Oslo Marathon. Der er en relativt lille løb, ca. 7.000 deltagere, med størstedelen på halvmaraton. Deltagerne kom fra 77 forskellige lande nationalistisk! I år fik Málaga bronzestatus for sit løb.
Maratondistancen var en runde, så vi fik set meget af byen. Første halvmarathon gik forholdsvis godt. Monica holdt styr på tempoet og jeg fulgte blindt efter. Følte et par gange at det blev tungt, så viste det sig at vi løb lidt for stærkt og vi måtte justere tiden igen. Mærkeligt, hvordan kun et par sekunders ændring i hastighed frembragte sådan noget udslæt med mig. Efter at have krydset målstregen til halvmaraton fortsatte "den hårde kerne" i anden halvleg. jeg fik øje på Sylvain, der var ved at tage billeder og fik et rigtigt boost. Knut, der var skadet og ikke kunne løbe stod på sporet og jublede, tak for den ekstra genopfyldning! Vores hjerne udløses af opmuntring og udløses af ekstra energi, derfor er tilråb fra publikum ofte en hjælp.
Strækningen fra omkring 23 til 30 km var ret øde og kedelig. Jeg løb og tænkte, om jeg ville møde væggen og hvordan det ville føles. Jeg spekulerede også på, om jeg ville få kramper, som jeg har i de fleste løb. jeg begyndte at finde det tungt. Stadig ikke at gå til drink-stationerne!?! Jeg endte længere og længere bagud Monica. Hun snublede let som en fjer foran mig og tjekkede hele tiden, om jeg hang på. Hun prøvede mantraet: "Tag det roligt tå, let på tå” og “smil, det hjælper”….. Vil ikke nævne alt det, jeg tænkte lige her. Tilstanden var nok ganske psykologisk. Jeg havde ikke løbet længere end 30 km i træningen, og den session bestod af MEGET gang til sidst, så det var Jeg var fast besluttet på, at jeg ikke ville være i stand til mere uden at begynde at gå en gang imellem. Samtidig ville jeg ikke forkæle for Monika. Da vi passerede 32 km sagde hun med en opmuntrende stemme; "Nu har vi kun 59 minutter tilbage" (hvis vi skal klare det inden for 4 timer). Død og pine! Hvordan skulle jeg klare at løbe yderligere 59 minutter?? Forsøgte desperat narre hjernen til at tro, at det ville føles som 20 minutter, max. Til sidst måtte jeg bare fortrænge hele budskabet, det var for meget at tage ind! Desuden var jeg ved at blive rigtig sulten! Drak sportsdrikke og indtaget geler, virkede det for maven.
Pludselig dukkede den fire timer lange fartbegrænser op bag os. Jeg hang på hende og ville prøve at følge med så længe det kunne lade sig gøre. Det gav ny energi at køre med fartpilot. Det føltes som om jeg løb i en flok ulve. Forsøgte at komme i en boble/trance, hvor løbeturen kunne stoppe af sig selv. Ikke så let, da der altid var mennesker omkring hvem brød rytmen, men jeg blev ved. Vi kom ind til kernen af bymidten, fine steder, viste det sig senere på dagen, da vi gik der igen. Bare under løbet fik jeg næsten ikke noget, forsøgte bare at holde fokus på benene foran mig. Og så kom målstregen, lækkert!! Vi kom i mål på 3.58.23, Halleluja! Under 4 timer!!! Med så lidt løbetræning! Krampen lurede i baggrunden mod slutningen, men fik aldrig helt fat, sandsynligvis fordi vi holdt den rolig hastighed.
Dagen før talte vi om, hvad vi ville have ud af løbet. Jeg ville opleve noget nyt: at kunne holde et jævnt tempo hele vejen igennem hele distancen og måske opleve en negativ split (at du løber sidste halvleg hurtigere end første halvleg), men det var ret urealistisk, syntes jeg. Men på en mirakuløs måde blev begge ønsker opfyldt! Meget motiverende og meget underholdende, men så med en længere træningsfase forude. Benene føltes godt bagefter og Jeg har haft meget mindre lammelse end efter andre løb. Konklusion: Det kan betale sig at holde igen i starten og til følge planen. Der sker meget mere, end du tror. Malaga marathon var en stor oplevelse, så på tærsklen til året, kan anbefales!
Hvis du vil læse mere fra Angelika - besøg hendes blog på https://www.runnersworld.no/blogs/angelika/index.htm