Af 24 billeder, der blev taget af undertegnedes 10 km løb gennem Oslos gader sidste weekend, var dette det eneste, der gik igennem censuren.
Jeg kan virkelig ikke lide at se billeder af mig selv i løb, fordi hoften er sjælden som på billedet herunder, hvor jeg løber mere eller mindre oprejst og med brystet fremad. De øvrige 23 viser hoftebrud, og at løbestillingen ikke er særlig værd at se.
Ja, hver løber har sin egen stil, og hver løber har sine egne mål og ambitioner. Og det er de to sidste, jeg vil tage fat på. For mig så 10 km distancen ud til at være den værste og i flere år har jeg bevidst undgået at deltage i mileløb, fordi jeg frygter at klare mig dårligt i forhold til mine egne øjne. I mit eget hoved tror jeg, at jeg er en 44-løber, mens virkeligheden gang på gang har fortalt noget helt andet.
Det samme skete på Lørdag under 10 for Grete i Oslo Marathon. Opvarmningen skal være ordentligt, det havde jeg lovet mig selv, men det ville mine sociale antenner ellers have. Selvfølgelig slog jeg på bekendtskaber (tak for sidst, Britt) og lysten til at indlede en samtale vandt over mindst femten minutters opvarmning. jeg klarede et par 200 meter lange slag, inden jeg kom ned til startområdet lige under.
Faktisk følte jeg mig Jeg var direkte kvalm, mens Friskis&Svettis-banden på scenen forsøgte at få de få og tusinder, der stod i gaden til laver høje knæløft som en selvfølge. Jeg kunne ikke løfte mit knæ to centimeter fra jorden, for den blodige alvor lå over skuldrene som en tung byrde.
Jeg registrerede, at starten gik og allerede efter 400 meter var jeg irriteret, fordi stien startede op ad bakke. Jeg synes det fortsatte med at gå op ad bakke endnu et par eller tre km, men smilede lidt, da uret bippede. 4.11. Langt fremme skema.
Flinkis-beats bremsede hurtigt. Jeg mærkede kvalmen bevæge sig opad og fornemmede efter ni minutter løb jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle holde ud i yderligere otte kilometer.
Mens det gik ned ad bakke mod Skøyen, steg det tiden, og jeg vendte mig hurtigt til spejder efter 45-banden. Jeg så dem ikke, men måske var det bare rent fantasi.
Efter 4 km så jeg tilbage igen, og der kom gazellerne i, hvad der forekom mig så ud til at være ren sprinthastighed.
4,5 km - Jeg blev passeret og parkeret. Fandt en fotograf, rettet ud hoftebruddet så godt jeg kunne og resignerede.
6 km - Jeg spiste et blad kaffe og cola, serveret af Ali, og gav blank, hvis jeg brugte 20 sekunder på at sluge den sorte fjols.
7 – Aker Brygge. Nogen kaldte mit navn og jublede. Jeg fremtvang et lille smil. Kiggede på uret og havde mest lyst hoppe i søen Det hjalp heller ikke, at mit ur viste 7,2 km i stedet for syv. Det er hurtigt minut og vel så.
8 km – Akershus fæstning og ny drikkestation, som blev til en ny 20 sekunders pause.
Med to kilometer tilbage var det bare et spørgsmål om at afslutte i bedst mulig stil. Jeg angreb bakken oppe forbi fæstningen og afsted mod Karl Johan. Ikke så dårlig en km-tid, men løbet blev alligevel kørt for hurtigt for lang tid siden.
Jeg kan huske, at jeg passerede en dame, der havde ligget 50 meter foran mig i flere kilometer, og det hjalp lidt på humøret, da jeg tacklede den sidste bakke ned mod målstregen. Det blå tæppe ankom syn og så sker det - uanset hvor gnaven, træt, modløs, irriteret, skuffet og vred jeg havde været i 90 procent af løbet, så skal jeg bare smile.
Det samme skete på Lørdag under 10 for Grete i Oslo Marathon. Opvarmningen skal være ordentligt, det havde jeg lovet mig selv, men det ville mine sociale antenner ellers have. Selvfølgelig slog jeg på bekendtskaber (tak for sidst, Britt) og lysten til at indlede en samtale vandt over mindst femten minutters opvarmning. jeg klarede et par 200 meter lange slag, inden jeg kom ned til startområdet lige under.
Faktisk følte jeg mig Jeg var direkte kvalm, mens Friskis&Svettis-banden på scenen forsøgte at få de få og tusinder, der stod i gaden til laver høje knæløft som en selvfølge. Jeg kunne ikke løfte mit knæ to centimeter fra jorden, for den blodige alvor lå over skuldrene som en tung byrde.
Jeg registrerede, at starten gik og allerede efter 400 meter var jeg irriteret, fordi stien startede op ad bakke. Jeg synes det fortsatte med at gå op ad bakke endnu et par eller tre km, men smilede lidt, da uret bippede. 4.11. Langt fremme skema.
Flinkis-beats bremsede hurtigt. Jeg mærkede kvalmen bevæge sig opad og fornemmede efter ni minutter løb jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle holde ud i yderligere otte kilometer.
Mens det gik ned ad bakke mod Skøyen, steg det tiden, og jeg vendte mig hurtigt til spejder efter 45-banden. Jeg så dem ikke, men måske var det bare rent fantasi.
Efter 4 km så jeg tilbage igen, og der kom gazellerne i, hvad der forekom mig så ud til at være ren sprinthastighed.
4,5 km - Jeg blev passeret og parkeret. Fandt en fotograf, rettet ud hoftebruddet så godt jeg kunne og resignerede.
6 km - Jeg spiste et blad kaffe og cola, serveret af Ali, og gav blank, hvis jeg brugte 20 sekunder på at sluge den sorte fjols.
7 – Aker Brygge. Nogen kaldte mit navn og jublede. Jeg fremtvang et lille smil. Kiggede på uret og havde mest lyst hoppe i søen Det hjalp heller ikke, at mit ur viste 7,2 km i stedet for syv. Det er hurtigt minut og vel så.
8 km – Akershus fæstning og ny drikkestation, som blev til en ny 20 sekunders pause.
Med to kilometer tilbage var det bare et spørgsmål om at afslutte i bedst mulig stil. Jeg angreb bakken oppe forbi fæstningen og afsted mod Karl Johan. Ikke så dårlig en km-tid, men løbet blev alligevel kørt for hurtigt for lang tid siden.
Jeg kan huske, at jeg passerede en dame, der havde ligget 50 meter foran mig i flere kilometer, og det hjalp lidt på humøret, da jeg tacklede den sidste bakke ned mod målstregen. Det blå tæppe ankom syn og så sker det - uanset hvor gnaven, træt, modløs, irriteret, skuffet og vred jeg havde været i 90 procent af løbet, så skal jeg bare smile.
Samtidig kom erkendelsen af, at jeg ikke er en 44-årig kvinde, men en, der løber 10 km på mellem 46 og 47 minutter og som var nummer 11 ud af 366 afsluttende i aldersgruppen 45-49 år.
Det er jo ikke værste minde, jeg kunne tage med hjem fra en særlig stor begivenhed.
Sæsonen er dog lang fra oven. Lokale løb, både 10 km og halvmaraton står for døren og to udenlandske løb venter. Desuden skal jeg bruge mørke efterårsaftener til at planlægge næste års udfordringer og løbsture.