Når jeg tænker over det nu - for pokker hvor er tiden gået hurtigt fra min sæsonfinale ved Jessheim vintermarathon i 2022 til mit åbningsløb for 2023; Marathon Barcelona. Ja, vinteren kan virke kold, mørk og brutal, men når man ser tilbage, løber tiden bogstaveligt talt med os. Jeg synes, det altid er godt med en lille pause uden løb i kalenderen, og om vinteren kan jeg rigtig godt lide at stå på ski. Gudskelov for det og især i år, hvor jeg har fået noget, der gør ondt på min venstre hofte, sæde eller lår. Nogle gange kan det være svært at sige præcis, hvor det sidder, men det virker muskuløst, og det virker som noget, jeg er stødt på før. Jeg har trænet alternativt, og forsøgt at være god til at lave nogle styrkeøvelser hjemme på gulvet, men her er der klart forbedringspotentiale.
Med dette udgangspunkt var jeg meget spændt og følte mig ikke sikker på, hvordan jeg skulle tackle et maraton nu. Tanken slog mig endda om at løbe et maraton, men jeg fejede det hurtigt ind under tæppet. Jeg ville hellere sætte tempoet ned, tænkte jeg, og acceptere, at det her måske bliver et maraton, hvor jeg lægger al tid fokus til side, og bare nyder banen. Det lyder så dejligt, men det er svært for en, der stadig lader sig motivere af at bryde sine egne tider.
Jeg steg på flyet med mine dejlige og raske venner Nina og Kine. Endnu en pigetur til en fed destination for at løbe et maraton og ellers nyde en tur. Det er en gave i livet at kunne gøre det. Denne gang var det ekstra rart at forlade vinteren for en stund, og komme til sol, palmer og bar asfalt.
Vi tog til Barcelona i fredags. Lørdag havde vi planlagt at deltage i morgenløbet, men for at få mest muligt ud af dagen, kørte Nina og jeg vores eget løb lidt tidligere. Nina kender sin vej rundt, så hun tog mig med på en rigtig sightseeingtur. Vi skulle egentlig kun løbe 5 km, men det endte med at blive 8. Der er så meget at se. Jeg har kun været i Barcelona én gang før, og det var 10 år siden. Vi tog det roligt og forsigtigt. Efter morgenmaden tog vi alle tre på messe for at hente startnumre, mærke stemningen og ikke mindst møde Ine, Marketing Manager hos RunAgain, og Tanja, som også er ambassadør. Det var en stor ære. Lørdag aften spiste vi middag sammen. Tanja med sin bande, Ine, mig og min. Vi var 11. Super flot.
MARATO-DAG
Løbet startede klokken 08.30. Du skal bare tidligt op. Det er bedre at stå så tidligt op, at det gør lidt ondt, end at være tidsoptimistisk sådan en dag. Det var ikke dårligt i Barcelona. 05.20 sprang jeg op og direkte i bad.
Jeg har nogle ritualer, når jeg skal løbe et maraton:
Jeg skal i bad om morgenen og vaske mit hår (På et løb nytter det ikke at gøre det aftenen før for mig)
Jeg skal sætte mine "Norge" hårsløjfer i det våde hår, så det er helt stramt.
Som i alle andre racer skal jeg have min parfume «Joy»
på 3 kopper kaffe udover morgenmad
Dette er med til at sikre, at det bliver en god dag.
Nina og jeg havde bestilt morgenmadspakker til 6 på hotellet. De tørreste skiver brød i universet, men de virkede.
X antal gange på toilettet, før vi kunne tage metroen til Placa d'Espanya, hvor maratonløbet foregik med start, mål og udstilling. Vi ankom, gik direkte i garderoben inden det bare var at stå i kø igen. Vi havde en time fra vi ankom til løbet startede. Det skal du have. Vi kunne have haft det endnu bedre, for klokken 08.25 stod vi stadig i køen. Jeg var stresset, for jeg følte, at den tur skulle jeg have – selvom det muligvis mest er psykisk. Vi klarede det lige. Jeg hoppede i min pool. Levende musik, flammer og enorm spænding ved startlinjen.
MARATHONLØBET
Vi bevæger os frem mod startlinjen og løber roligt over. Alligevel er min strategi for dagen ikke helt klar. Jeg skal næsten lige mærke, hvordan kroppen reagerer, når jeg går i gang. Meget mærkelig følelse. Det er trods alt 42 km. Benene går. Den første kilometer går i det tempo, jeg ville løbe, hvis jeg skulle satse på en ny pers. Det samme gør andre kilometer. Jeg har tilmeldt mig den pulje, jeg tilhører, og der er kun mennesker omkring mig, der løber i det tempo, jeg uden tvivl ville satse på, hvis jeg ikke havde nogen fejl. Svært at falde til ro. Man bliver så motiveret.
Tempoet på uret levede sit eget liv. Den hoppede op og ned fra 8 min pr km til 4 min pr km og alt derimellem. Svært at være sin egen hastighedsregulator da, så skulle bare prøve at holde drevet. Hver eneste kilometerpas fulgte jeg uret for at holde kontrollen. Her gik det for fuld fart og det så godt ud. Det fik mig næsten baglæns. Ønsker heller ikke at blive taget af mælkesyre. Forsøgte at bremse igen, men det er mærkeligt, hvor svært det er at tage det roligt i starten, når man føler sig sund og rask – og så og der var smerterne blæst væk. Om det er adrenalinen, der virker smertestillende eller om al den hvile og alternative træning i forvejen har hjulpet er et godt spørgsmål, men det største spørgsmål undervejs var – hvor længe kan det holde? Ok, jeg beslutter mig for at satse uden at være dumdristig, hvis bare tempoet på uret kan øges. Den var helt tabt, i hvert fald de første 15 km.
Jeg vidste, at Ine ville heppe på Sagrada Familia omkring 13-14 km. Jeg ledte efter hende, fordi jeg ville fortælle hende, at "nu har jeg satset, men jeg ved ikke, om det var så god en idé". Det, at du deler alle dine tanker og følelser inden et maraton på Instagram og med "Gud og Hvermannsen" gør, at jeg i hvert fald kan blive lidt underlig i hovedet. Jeg vidste, at jeg havde et digitalt publikum på appen, og jeg tænkte ved mig selv, at de må tro, jeg har mistet forstanden! Jeg så ikke Ine og følte mig ikke lettet over løbevanviddet, men jeg tænkte ved mig selv, at hun helt sikkert ville heppe på mig og sige "fortsæt" Haha 😊
Derimod så jeg Sagrada Familia. Jeg fik gåsehud. Jeg formåede at nyde øjeblikket. Jeg har set det før, men det er en mesterlig bygning, som er fantastisk at se. Barcelona er smuk. Dette er tidernes speed sightseeing.
Efter de første 15 km fik jeg tid til at tænke på hamburgere, cava og at jeg begyndte at mærke, at jeg havde to ben. Begyndte gradvist at øge den mentale arbejdsbyrde allerede dengang. Nogle strofer siger jeg til mig selv:
- Tænk kun positive tanker. Negative tanker er forbudt.
- Smerter er kun midlertidige (hvis det bliver slemt senere i løbet, plejer jeg at minde mig selv om, at jeg har født børn, der kan kvalificere sig til 100 mile-løb)
- Når jeg når målstregen, kan jeg spise og drikke så meget, jeg vil. Jeg tænker meget på hamburgere, selvom det ikke er min yndlingsret. Jeg tænker også meget på den champagne jeg vil fejre med ved målstregen (Eller cava siden vi var i Spanien)
- Om 1-3 timer (afhængig af hvornår tankerne skal træde i kraft) kan jeg ligge på plænen ved målstregen med en medalje om halsen og grine af det hele
Ja, det er bare eksempler på, hvad jeg kan komme i tanke om.
Det gik stadig godt. Jeg elskede banen og publikum. Jeg vil sige, det handler om på Berlin-niveau, og der er heller ingen ulempe ved at blive kaldt Maria i Spanien. Jeg hørte mit navn hele tiden, og det er selvfølgelig også fordi, jeg ikke er den eneste Maria på sporet. Der er faktisk 55 genstande på resultatlisten, som har Maria som fornavn. Det er rart at have det norske flag på brystet, for så jublede alle nordmændene, svenskerne og danskerne ekstra meget, men jeg hørte også meget "Vamos Noruega" langs stien.
To gange på stien havde vi et par km rundture. Begge gange fik jeg set, hvor 3.30 pacerne var i forhold til mig. Selvom jeg havde styr på uret, var det utroligt rart også at se det visuelt, for nu var tankerne vendt til, om jeg skulle stivne eller have problemer med mine smerter er ikke vigtigt, men det ville have været utrolig fedt at blive ved med at holde sig under 3.30. Jeg brød endelig sub 3.30 sidste år, og det er et mål i sig selv at klare at blive der.
Jeg består halvmaraton. Så siger mit hoved: Perfekt, nu kan vi tælle ned i stedet for at tælle op. Jeg lover, alt hjælper! Og fra 20 km sætter jeg altid delmål. Hver 5 km skal være et sjovt løb. Nu skal jeg hygge mig indtil 25 km, så skal jeg hygge mig indtil 30 km og jeg fortsætter sådan indtil jeg kommer i mål.
I Berlin i september, som var mit bedste maraton på alle måder, surfede jeg mig igennem denne måde uden at støde på særlige problemer. Nu begyndte det til gengæld at koste ekstra mellem 25-30 km, men jeg arbejdede hårdt på min mentale virksomhed. Jeg kunne ikke helt sige, om det var smerter eller mælkesyre, der bankede på døren, men det var næsten lige så godt ikke at vide det. Jeg husker ikke helt hvornår, men startende med drikkestationen på 27,5 km tror jeg, gik jeg hurtigt igennem resten af drikkestationerne for at ryste lidt på benene og puste ekstra ud, mens jeg drak vand. Jeg måtte også tage et par sådanne gåtrin andre steder på stien. Der er ikke noget farligt ved at gå, men for mig har det i nogle løb tidligere ført til besvær med at komme i gang igen. Her var jeg bestemt og standhaftig. Jeg kom i gang igen og underligt nok faldt tempoet ikke særlig drastisk. Det gik lidt langsommere. Jeg vinkede mentalt farvel til pressen, men det var fint. Det var denne 3.30-grænse, der var hovedmålet.
Varmen tog sin vej under løbet, og det var noget, jeg havde set frem til på forhånd, fordi jeg ikke nyder at løbe i høj varme. Maratondagen var selvfølgelig den hyggeligste dag vi havde i Barcelona vejrmæssigt, men selvom det var varmt var det ikke ødelæggende for mig, da der var masser af skygge og der var en dejlig let vind næsten hele tiden. Det var dejligt at komme ned langs søen på stien, og endnu et gåsehudsmoment var, da vi løb gennem Barcelonas triumfbue på 36 km. Lidt før vi passerede den, mellem 34-35 km, kunne vi igen se direkte ved Sagrada Familia på afstand.
Denne gang fandt jeg det ikke specielt hårdt omkring 37-39 km, som jeg har oplevet et par gange før. For hver 5 km burde jo være et mål i sig selv, også 35-40 km. Det har hjulpet mig at tænke sådan, og så bliver det sidste lille løb fra 40-42.195 selve charmøretapen. Der sker ofte meget på de sidste to km. Jeg ved ikke, hvor mange portaler vi kørte igennem, som jeg troede kunne være langdistancemål, men det var sjovt. Liv og begejstring blandt publikum. Et eller andet sted havde publikum samlet sig, så jeg følte, at vi løb på en smal catwalk på en rockscene. Ubeskrivelig. Og da vi endelig rundede svinget ind på Placa D'Espanya og så den rigtige målstregen – ja, endnu et maraton blev gennemført, og jeg kunne få maratonmedalje nummer 10 om halsen. Jeg formåede også det, der blev målet undervejs, at komme ind under 3.30. Den følelse. Jeg elsker det!
Jeg var så tilfreds og glad. Jeg jublede indenfor, og i mål kunne jeg fejre med Ine, og til sidst mødte vi de andre maratonløbere – fit Nina, Kine, Tanja og hendes veninder. Det var helt råt! Hvilket vi nød.
Og ja – det blev til sidst en cava-fejring i solen, og en lækker længe ventet middag om aftenen. En helt igennem fantastisk fest!
Hvad spiste jeg under løbet? Jeg er begyndt at holde mig til Maurten gels. Jeg indtager gel lige før drikkestationen ved 10, 20 og 30 km. Jeg har også gel, hvis jeg har brug for omkring 35-36 km, men denne gang leverede jeg energidrikken på stationerne efter 35 km. Jeg tager også en tår cola, hvis den bydes på mod slutningen. Lille præmie til dig selv. Det havde de ikke i Barcelona. Jeg er helt holdt op med at spise bananer og barer. Jeg bruger for meget energi på at tygge og få det ned.
Hvilke sko løb jeg i? Adidas Adios Pro 3. Mine solrige favoritter. Jeg har aldrig i hele mit liv haft bedre løbesko.
Jeg har selv købt og betalt for både Maurten- og Adidas-skoene, men annoncerer gladelig for disse produkter, som bidrager til en endnu bedre løbeoplevelse for mig.
Vil du vide, hvor du skal starte løbesæsonen i 2024? Tag til Barcelona 😊
