Skrevet af Margrethe Fjetland Løvold
-ultraløber for team Salomon
Der er noget helt særligt ved Gran Canaria for mig.
Det lyder måske pompøst og oppustet, men jeg hører sådan set hjemme der.
Det er der jeg er som lykkeligst og det var mer eller mindre der hele løbeeventyret startede for mig.
Transgrancanaria (TGC) arrangeres hvert år med forskellige distancer. Afstandene har varieret en del over tid.
Første gang jeg deltog løb jeg 45 km. Foto af mig, da jeg krydser målstregen beskriver hvor mange smerter jeg havde.
Ikke desto mindre var det noget, der var utrolig smukt og sjovt. Smerten er på en måde en bekræftelse på, at du har gjort noget, du ikke plejer, og det, det smager godt.
Herefter har jeg løbet både den videregående distance på 85 km (nu 64 km) og klassisk på 128 km, sidstnævnte i 2018 og i tiden 19 t og 34 min.
Det er 4 år siden og der er sket meget siden da, det var jeg rimelig sikker på Jeg burde kunne løbe meget bedre end det i år.
Jeg har trænet meget gennem vinteren og presset mig selv ud i regn, sne og storm, det var ikke altid lige så sjovt, men det skulle vise sig at være mere relevant til dette års løb, end jeg kunne forestille mig.
Jeg elsker at løbe løb, men jeg hader dagene op til starten.
Det er vildt mange nerver, uanset hvor godt forberedt jeg er og uanset hvad uanset hvor meget du prøver, vil de ikke forsvinde.
I år prøvede jeg at tro, at de var der for at gøre mig klar til løbet og åh tror ikke jeg er nervøs, men spændt.
Derudover dukker alle de små smerter op, smerter du aldrig har følt før. Gud hvorfor kan jeg ikke nøjes med at ligge på solsengen ligesom mange andre??
Det kender vi allerede svaret på, gevinsten er så meget større.
Jeg var heldig, havde en besætning på plads til at hjælpe mig gennem løbet, og crewe's opgave er ikke at køre mig til hotellet, når det bliver hårdt, men åh få mig til målstregen.
Denne opgave skulle vise sig at være lidt sværere at navigere end sædvanlig.
Starten på TGC er en offentlig fest. Trommer, høj musik, mange mennesker, jeg var så klar! Generelt havde jeg det fint, men jeg lagde mærke til, at jeg var utrolig varm, varmere end dem omkring mig med boblejakker på.
Jeg stod lige bag eliten og var klar til at give, hvad jeg havde.
Der er ca. 1 km til sandstranden, inden det fortsætter et par km strandpromenaden. Herefter en kortere bakke og så på tværs af en masse med tørret flodseng fyldt med små småsten.
Allerede på første bakke kæmpede jeg for at løbe, min puls var skyhøj og jeg fik ikke trække vejret ordentligt. Jeg syntes det var mærkeligt, men håbede det var muligt løbe væk.
Therese, som også løber for Salomon Norge, kom løbende forbi, vi byttede et par ord, og hun spurgte, hvordan det gik. Jeg smilede, pyntede på sandheden og sagde, at det her føles godt, før hun løb fra mig.
Efter en bakke havde jeg problemer med at komme ind igen og måtte enten gå eller stoppe helt. Jeg var svimmel og til sidst dukkede en op grimme smerter i mellemgulvet.
Dette gjorde det ikke kun endnu sværere at trække vejret, men nu kunne jeg det hverken drikke eller spise.
På den første station Arucas 19 km inde mødte jeg mit mandskab for første gang. Jeg havde lidt panik, fordi jeg forstod, at nu var drømmeløbet ved at ske et lille mareridt.
Jeg går meget ind for at holde fast i det, løbe i mål på trods af en dårlig en dag, men det var anderledes. Mit mandskab havde fået til opgave at hente mig til målstregen, så her var der ingen kære mor og det var jeg i hvert fald fast besluttet på køre videre, fordi det her stadig kan vende, ikke?
Til næste station i Teror (30 km) begyndte det at regne og stierne var fine forvandlet til et mudderbad. Forestil dig stejle skråninger, der kun består af mudder og mænd, de rejste sig ikke, men de ville heller ikke lade mig passere. Gudskelov for stærke arme og stave, det var kun dette, der gjorde mig blev ikke trukket ned af rutsjebanen sammen med mændene. Selvfølgelig ikke imod mænd, men mænd med et for stort ego til at give slip på en yngre kvinde på 160 cm forbi.
Efter at have gået op kommer ned og fordi det var åndedrættet var der noget galt med og uden mine ben kunne jeg løbe forbi (de gange jeg blev sluppet forbi) en hele vejen ned. Jeg havde det lidt bedre, da jeg ankom til Teror og besætningen kunne bekræfte, at farven var tilbage i ansigtet. Jeg var i bedre humør nu og trods problemer klatrede jeg på ranglisten.
Vejret blev værre og værre, men jeg havde trænet til det, og jeg havde det så varmt, så jeg kæmpede ikke, men begyndte at se at vejret og en masse mudder tærede på mine kræfter blandt andre løbere.
Fra Teror op til Fontanales er der omkring 1000 hm+. Desværre var den her ret tydeligt, at dette ikke var noget, der løsnede sig, men det blev værre. jeg måtte stoppe flere gange på pisterne for at få vejret og jeg kunne stadig ikke spise eller drikke noget, og jeg lød som en hval uden konditionering. Hvad kan dette være!?
I Fontanales trillede tårerne, og jeg ville allerhelst have min kæreste og besætning skulle sige, at du ikke må løbe igennem dette, men hvis denne beslutning var svært for mig, det er i hvert fald svært for dem omkring mig at bestemme. De der er desværre (heldigvis, alt efter hvordan man ser på det) ingen manual for, hvornår det er i orden at fortsætte, og hvornår man skal stoppe. Hvad blev Afgørende for mig var tanken om, hvorvidt en, jeg havde coachet, havde fortalt mig om disse symptomer, men alligevel troede jeg ikke det var det stor.
Så jeg sad der på en stol i Fontanales, med hovedet nedad og et kropssprog som sagde mere end 1000 ord. Flere af mine kvindelige konkurrenter kom forbi, spekulerede på, hvordan jeg havde det, om de kunne gøre noget og tilbød opløftende ord. De fleste har været der og ved hvor kedeligt og hjerteskærende det kan være være.
I det hele taget er det ikke vigtigt, men for os, der gør dette, kan det godt det betyder meget, men det bør ikke være på bekostning af dit helbred.
Det, at konkurrenter hepper på hinanden, er noget af det, jeg holder allermest af med denne sport. Vi holder af hinanden, og jeg håber ikke, det ændrer sig sig selv, uanset hvor stor sporten bliver.
Således endte mit Transgrancanaria eventyr i en regnfuld by i bjergene og ikke i Maspalomas som planlagt.
Bagefter er jeg ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Det tog mig i en dag, før jeg kunne trække vejret ordentligt, og mavesmerterne forsvandt, så kom der feber og smerter i halsen og hovedet.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne før løbet for ikke at blive smittet med Covid eller noget andet, men du kan kun gøre så meget. Desværre var jeg uheldig denne gangen.
Så selvom jeg sagde, at jeg ikke ville stille op næste år, fordi det har kostet så meget for at løbe vinteren igennem, kan jeg stadig begynde. Før hvem skulle have troet, at det var muligt at få hjertesorg for et løb, der gik ind vasken.